Hvorfor har jeg valgt at arbejde med parterapi.

Jeg arbejder med et område af psykologien, som mange af mine kollegaer ikke vil røre ved.

Hvorfor det allligevel er blevet så stor en del af mit arbejde kan du læse mere om nedenfor

Livslang kærlighed

Jeg vil fortælle jer lidt om min mormor og morfar og deres kærlighed til hinanden, som nok har været mine største inspirationskilder til at arbejde med og for den livslange kærlighed.
Jeg kan faktisk ikke huske at min morfar nogensinde har været rigtig rask. Det lyder måske som en trist fortælling, men hans historie er alt andet end trist.
Min morfar har trodset både læger og al sandsynlighed og på trods af by-pass operationer, sammenklappede lunger, kræft, svigtende syn og meget nedsat hørelse levet et aktivt og socialt liv alle sine 91 år. Jeg tror faktisk at han selv var lidt overrasket over at vågne hver morgen, og på den måde har han faktisk levet hver dag som var det den sidste.
Min yndlingsfortælling er den hvor han på trods af sit meget dårlige syn insisterer på selv at beskære havens roser ligesom han plejer. Udstyret med rollator, iltflaske, en havesaks og min mormor til at pege får han beskåret havens roser, og nå ja…. også lige klippet spidsen af min mormors finger der åbenbart kunne forveksles med en rosen-gren. 
Ved min morfars side har hans rose, min mormor, altid stået. De seneste år voksede de mere og mere sammen og mens hendes stærke krop kompenserede for alt det han ikke kunne se og høre, kunne hans evigt unge hjerne huske for dem begge og hans stærke hjerte bære sorger og byrder for dem begge.
Den kærlighed der voksede imellem dem udsprang netop af accepten af at de behøvede hinanden. Og på fineste vis har de værnet om dette i medgang og modgang. Kærligheden har som sådan ikke været nogen dans på roser, men den har været præget af at de aldrig har ladt hinanden i stikken, heller ikke når følelserne var svære. Og det har de været, svære altså. Allerede inden de mødte hinanden var min mormors hjerte fyldt med sorg, og allerede her hjalp min morfar hende med at bære denne sorg. Det ville have været det nemmeste i verden for min morfar at lade hende klare den selv, for det havde intet med ham at gøre. Min mormor havde kendt en ung modstandsmand, Alf, som blev taget til fange og henrettet af tyskerne under anden verdenskrig. I stedet for at lade hende i stikken pga. evt. jalousi eller andre ubehagelige følelser tog min morfar hende i hånden og kørte med hende på besøg hos Alfs familie.
Den accept, respekt og loyalitet som udgjorde kernen i mine bedsteforældres livslange kærlighed er også kernen i mit arbejde med parforhold.

De sidste mange år har vi ventet på den dag hvor min morfars krop satte en stopper for hans ellers ukuelige vilje til at LEVE. Og i juni måned farvel til min elskede morfar, og bar ham i kisten, ligesom han så mange gange har båret mig når benene blev for trætte.
Nu passer vi på min mormor, men som I nok kan regne ud, er det nogle store sko der skal fyldes. Min morfar var ganske særlig.

Vil I gerne arbejde for jeres livslange kærlighed? Læs her

Læs mere